Beskrivelse
Stéphane Ogier fremstiller også hvidvine, især fra det eksotiske Condrieu. Hans første herfra blev lanceret i 2009, årgangen var 2007. Det er fra en mark han lejer, marken hedder La Combe.
Vinstokkene her blev plantet omkring 1990. men også nogle ældre. Faktisk fandt Stéphane ud af, at i et hjørne af marken, var der meget gamle vinstokke, helt tilbage fra 1948. Disse gamle vinstokke giver nu vinen Vieilles Vignes de Jacques Vernay.
Marken ligger midt mellem Malleval og Limony i det sydlige Condrieu. Et område der er kendt for at have en vis finesse i vinene.
Historien om Ogier-familien begynder i 1983 da Stéphane Ogiers far; Michel beslutter sig for at lave vin selv, indtil da han havde solgt hele høsten til Guigal og Chapoutier.
Stéphane hjælper til i vineriet som dreng og er med i den daglige drift fra 1995, 18 år gammel.
Han overtager i løbet af få år ledelsen, far Michel er stadig med i en del vigtige beslutninger om f.eks høst-tidspunkt og lagring.
Stéphane Ogier slår for alvor sit navn fast, da han i 1999 årgangen får 100 point af Robert Parker for sin Côte-Rôtie La Belle Hélène. Det er stadig en af årgangens største vine.
Stéphane udvider igennem årene ejendommen betragteligt. Både i og udenfor Côte-Rôtie, men også i hvidvinsområdet Condrieu. Senest også i Saint-Joseph, Crozes-Hermitage og i det sydlige Rhône.
Han ejer nu markparceller på nogle af Côte-Rôtie bedste og mest eftertragtede marker, og er i dag en af de største fortalere for enkeltmarks-vine på grund af den store diversitet i Côte-Rôties jordbund, eksposition osv.
Stéphanes vine er nogle af de mest burgundiske i Côte-Rôtie. De får sædvanligvis høje bedømmelser, men langt vigtigere: de er også nogle af de mest elegante og terroirtro vine i hele Côte-Rôtie.
Senest er cuvéen Côte-Rôtie Mes Grands Lieux blevet lanceret. Stephane mener (med rette) at de fleste vine fra Côte-Rôtie bliver drukket alt for unge, og denne nye cuvée lanceres først efter minimum 10 års lagring. De første årgange der kom på markedet var 2012 og 2015.
Indeholder sulfitter













