Beskrivelse
2022 Syrah La Rosine.
Vine fra Côte-Rôtie skal ifølge reglerne komme fra de særdeles stejle skråninger i appellationen. Men på toppen af højdedraget og udenfor Côte-Rôtie kan man sagtens lave dybe seriøse vine. Vinen La Rosine kommer lige udenfor, i den sydligste kommune Tupin-et-Semons. Forespurgt om hvor tæt vi er på Côte-Rôtie, udtalte Stéphane; ”man kan spytte fra Côte-Rôtie til La Rosine”. Det burde vist være ret tæt på det ‘rigtige’ område.
Vinen er på 100% Syrah, plantet i 1988. Den er muskuløs, mørk og tæt, men har en meget ren og saftig stil.
Historien om Ogier-familien begynder i 1983 da Stéphane Ogiers far; Michel beslutter sig for at lave vin selv, indtil da han havde solgt hele høsten til Guigal og Chapoutier.
Stéphane hjælper til i vineriet som dreng og er med i den daglige drift fra 1995, 18 år gammel.
Han overtager i løbet af få år ledelsen, far Michel er stadig med i en del vigtige beslutninger om f.eks høst-tidspunkt og lagring.
Stéphane Ogier slår for alvor sit navn fast, da han i 1999 årgangen får 100 point af Robert Parker for sin Côte-Rôtie La Belle Hélène. Det er stadig en af årgangens største vine.
Stéphane udvider igennem årene ejendommen betragteligt. Både i og udenfor Côte-Rôtie, men også i hvidvinsområdet Condrieu. Senest også i Saint-Joseph, Crozes-Hermitage og i det sydlige Rhône.
Han ejer nu markparceller på nogle af Côte-Rôtie bedste og mest eftertragtede marker, og er i dag en af de største fortalere for enkeltmarks-vine på grund af den store diversitet i Côte-Rôties jordbund, eksposition osv.
Stéphanes vine er nogle af de mest burgundiske i Côte-Rôtie. De får sædvanligvis høje bedømmelser, men langt vigtigere: de er også nogle af de mest elegante og terroirtro vine i hele Côte-Rôtie.
Senest er cuvéen Côte-Rôtie Mes Grands Lieux blevet lanceret. Stephane mener (med rette) at de fleste vine fra Côte-Rôtie bliver drukket alt for unge, og denne nye cuvée lanceres først efter minimum 10 års lagring. De første årgange der kom på markedet var 2012 og 2015.
Vinen indeholder sulfitter.







