Beskrivelse
Samuel Billauds ’mindste’ vin. 100% Chardonnay kun lagret på tanke af rustfrit stål. Den er baseret på høst fra Auxerre og fra en god vens vinmarker i det nordlige Macon, 200km sydpå. Maconfrugten giver en rigere stil, men man mærker alligevel Samuel er ’Chablis-mand’ med stort fokus på det rene og friske. Lækre, florale citrusholdige noter præger vinen.
Samuel Billaud blev oplært af sin farfar Jean Billaud, og har været ansvarlig for vinfremstillingen på hans families ejendom, Domaine Billaud-Simon fra 1991 og ca. 17-18 år frem. Mellemgenerationen bestod af 2 brødre, Samuels far André og onkel, Bernard. André var indtil sin død régisseur (markansvarlig) og Bernard tog sig mest af daglig drift og salg.
Efter sin fars død fandt Samuel samarbejdet med sin onkel ualmindeligt svært, og i 2009 forlod han jobbet og startede sin egen produktion. Da han ikke ejede nogle marker, var det i starten kun på ren negociantbasis, altså købte druer.
Onkel Bernard trækker sig tilbage i 2014 og sælger derfor hele Domaine Billaud-Simon til Bourgogneproducenten Faiveley. Da Samuel er medejer og arving, frigør salget mellem 4 og 5 hektar jord på nogle af Chablis bedste marker til ham.
Samuel høster efterhånden nogle kæmpe roser fra fagpressen, f.eks. skriver den anerkendte Bourgogne-skribent Jasper Morris i sin 2010 bog ’Inside Burgundy’ at det er Samuels dygtighed der har sendt hans tidligere ejendom Billaud-Simon op i toppen af Chablis-hierakiet.
Alle disse pæne ord bliver efterhånden rettet mere og mere mod Samuels egen produktion, han er fuldstændig kompromisløs i sin søgen efter kvalitet. F.eks. er hans nye vineri bygget i 4 etager for først og fremmest at undgå pumper, alt transport af vin foregår med tyngdekraft.
Samuel står meget stærkt på egne ben og absolut ikke i skyggen af nogen i Chablis.







