Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 kr.
Din indkøbskurv er tom!

DOMAINE OGIER, Côte-Rotie

Familien Ogier bor i Ampuis, Côte-Rôtie-vinenes lille idylliske hovedstad. Faderen, Michel, har været vindyrker i mange år og leverede tidligere til områdets 2 store negocianter: Guigal og Chapoutier. I starten af 80’erne besluttede han sig for at gå solo og lave vinen selv, lige fra pasning af markerne til flaskning og salg af den færdige vin.

I dag er det dog sønnen Stéphane der er styrende og det med endda meget stor succes. Stéphane er et talent langt ud over det sædvanlige, og hans unge alder til trods, bliver han allerede brugt som konsulent hos andre producenter. Domainet dyrker ca. 14 hektar hvoraf de 2,5 er placeret på nogle af Côte-Rôties bedste skråninger, bl.a. Lieu-dit Lancement og Côte-Rozier. Disse 2 marker leverer da også råmaterialet til Ogiers 2 prestigecuvéer: Lancement og La Belle Hélène.

Sidstnævnte er da også en af de største vine overhovedet fra Côte-Rôtie og fik de famøse 100 point i superårgangen 1999.


Vis produkter

DOMAINE ANDRÉ PERRET, CONDRIEU

André Perret må i dag regnes for Condrieus ukronede konge. Adskillige vinanmeldere, fagblade og topsommelierer verden over har rost hans vine til skyerne. Mængderne er små og derfor også voldsomt eftertragtede. André Perret fandt som nyudklækket biolog, interesse for vindyrkning og kom tilbage til familiens ejendom i Verlieu, en lille flække lidt syd for Condrieu. Her overtog han fra sin far i 1982. Indtil da var familiens gård en blanding af mest frugtplantage, lidt vindyrkning, og lidt husdyr af blandet slags på den i alt 1/2 hektar land man rådede over. André udvidede forholdsvis hurtigt og råder i dag over ca. 10 hektar. Han så muligheden for at lave topvin på de enkelte marker, da både terroir og vinstokkenes alder var optimale til dette. Condrieu er, når den er produceret optimalt, en formidabel madvin. Viognierdruen er af natur syresvag og derfor handler vinifikation meget om at bibeholde friskhed og André Perret er en mester herindenfor. Her er der ingen slaphed, det er fantastiske, mineralske og faste vine der fremstilles, og hans vine er at finde på mange af verdens bedste restauranter som ultimative repræsentanter for Condrieu.

Udover Condrieu laver André Perret også røde vine, fortrinsvis fra Saint-Joseph. Afhængig af årgangens kvalitet produceres 1 eller 2 cuvéer, begge er ærketypiske for deres appellation og de har begge et fænomenalt pris/kvalitetsforhold.


Vis produkter

MAS DE LIBIAN, St. Marcel D'Ardèche

Ejendommen Mas de Libian har været i familien Thibons besiddelse siden 1670. Oprindeligt blev den brugt som jagthytte, men Jean-Pierre Thibon begyndte i 1970 at fremstille vin på stedet. Det er i dag hans ældste datter, passionerede Hélène, der driver ejendommen sammen med sin mand Alain, sin lillesøster Catherine og arbejdshesten Nestor.

Det er lavtsvovlede, livlige og flamboyante vine der fremstilles her, som Hélène siger: vin er lavet af druer, ikke af træ. Mas de Libian ligger på et højt plateau i Ardèche, på den vestlige side af Rhônefloden med udsigt til både Mont Ventoux og Dentelles de Montmirail. Jordbunden her er rig på de store ’Galets Roulés’ sten, nok mest kendt fra Chateauneuf du Pape, og ler der holder godt på den smule nedbør der nu kommer. Mas de Libians ca. 20 hektar har altid været økologisk dyrket, og siden 2005 også biodynamisk certificeret.


Vis produkter

DOMAINE L' ABBÉ DÎNE, Châteauneuf-du-Pape

Nathalie Reynaud er seneste generation af vindyrkere i sin familie. Den første var Marie Argoud, hun plantede vin omkring 1880 og fremefter på marken ’Les Bédines’. Marken er beliggende i kommunen Courthezon i Châteauneuf-du-Papes nordøstlige hjørne.

Nathalie har nu overtaget sine forældres marker, de har altid selv leveret druerne til det lokale kooperativ, men Nathalie ville gerne forsøge sig selv at lave vin og da et velfungerende vineri blev sat til salg i 2011, slog hun til. Domaine L’Abbé Dîne første årgang er dermed 2012.

Domainet besidder 18 hektar, hvoraf ca. 4 er placeret i Châteauneuf-du-Pape, udover Les Bédines har Nathalie markparceller på især disse fremtrædende marker; La Janasse, Les Cassanets og Saint Dominique.

Superønologen Philippe Cambie er konsulent, og støtter Nathalies ønske om at fremstille elegante og raffinerede vine.


Vis produkter